Ny direktør for Unicon
Efter 14 år hos Unicon, heraf fire år som Managing Director, fratræder Jan Søndergaard Hansen ved udgangen af januar 2022 for at søge nye udfordringer. Samtidig fratræder han også som Managing Director for råstofvirksomheden Kudsk og Dahl. Ny Managing Director for Unicon og Kudsk og Dahl bliver Casper Mathiasen.
Danmarks største færdigbetonleverandør Unicon og råstofvirksomheden Kudsk og Dahl skal have ny direktør. Valget er faldet på en intern kandidat med en stærk profil, Casper Mathiasen, der kommer fra en stilling i ejerselskabet bag Unicon og Kudsk og Dahl, hvor han er PMO & Transformation Director.
- Efter 14 år i betonbranchen er tiden kommet til eftertanke og et sporskifte. Vores indsats i forhold til bæredygtighed har fremtidssikret virksomheden, samtidig med at vi har styrket vores finansielle resultat og markedsposition. Nu vil jeg bruge mine kompetencer i en ny sammenhæng, siger afgående Managing Director, Jan Søndergaard Hansen.
Unicon Danmark har en stærk organisation med en klar forretningsplan for de kommende år og er dermed gearet til at fastholde og udbygge rollen som markedsleder inden for fabriksbeton, ligesom Kudsk & Dahl forventes at kunne fortsætte den stærke udvikling.
Den nye Managing Director for Unicon Danmark og Kudsk & Dahl, Casper Mathiasen, er i dag PMO & Transformation Director i Nordic & Baltic Region, hvor han har arbejdet med transformation og med strategisk vigtige projekter på tværs af forretningsenhederne.
Casper har tidligere været ansat i Unicon Danmark i 7 år, senest som produktionsdirektør, hvorigennem han har et solidt kendskab til Unicon og færdigbetonbranchen, stærke lederevner og en nysgerrig og dedikeret arbejdsform, der bibringer stor værdi for forretningen.
- Jeg har været i virksomheden i mange år. Jeg startede som ung leder og har haft mulighed for at udvikle mig og komme videre derfra. Det er min femte stilling på otte år, siger han, og fortæller videre om sine bevæggrunde for "skiftet":
- Når jeg har takket ja, er det ikke et fravalg af mine tidligere opgaver, men man skal simpelthen sige ja, hvis man får tilbudt en stilling, som den jeg har fået. Det er et tilvalg af gode kolleger og en spændende retning for Unicon.
- Nu skal jeg være med til at efterleve den strategi, der er lagt. Den skal omsættes til praksis, så det handler om at komme i arbejdstøjet.
- Vi står overfor store udfordringer med bæredygtighed, men man kan også se sådan på det, at det er her, de største muligheder er. Man kan virkelig rykke noget, siger han.
- Jeg håber, mit aftryk viser sig ved, at vi stadig har en markedsledende virksomhed. Ikke bare målt på andele af markedet, men også målt på, hvordan vi har været med til at udvikle branchen i en mere bæredygtig og cirkulær retning.
Desuden håber jeg, at Unicon vil være kendt som en virksomhed, hvor medarbejderne bliver, fordi de trives og har mulighed for at udvikle sig, siger han.