Samarbejde på tværs af værdikæden kan være vejen til CO2-reduktion

Hos Port of Aalborg ønskede man at lave en kajudvidelse i Aalborg Øst, hvor man som bygherre ville skubbe til grænserne for mere bæredygtige løsninger med den samme høje kvalitet. Man laver dog ikke nyskabende løsninger ved at gøre, som man plejer. Så på dette projekt gik man sammen på tværs af værdikæden for at tænke ud af boksen.

I den tidlige projektfase blev der oprettet et koordinerende møde mellem bygherren Port of Aalborg A/S, rådgiver COWI A/S, entreprenøren Per Aarsleff A/S og betonleverandøren Unicon A/S. På dette møde blev et reference-scenarie etableret i henhold til de løsninger, som man tidligere har anvendt på denne type projekter. Ud fra dette scenarie blev der igennem diskussion med input fra alle parter optimeret til en mere bæredygtig løsning. Resultatet af denne optimering blev en estimeret CO2-reduktion på 30% i forhold til reference-scenariet, hvilket er svarende til ca. 26,2 tons CO2-eq. sparet fordelt på ca. 195 m3 beton.

For at opnå denne reduktion har det primære fokus været på betonens sammensætning og opbygningen af konstruktionen, da en reduktion af den nødvendige betonvolumen ikke var en mulighed på dette projekt.

De anvendte optimeringer omfattede bl.a.

  • Deklarering af de nødvendige eksponeringsklasser fremfor grupperingen ved miljøpåvirkninger
  • Anvendelse af RAPID og FUTURECEM cement i stedet for LAVALKALI SULFATBESTANDIG cement
  • Evaluering af den nødvendige betonstyrke fra 40 MPa til 35 MPa
  • Øget andel af flyveaske i betonen
  • Evaluering af stenstørrelsen (Dmax) fra 16 mm til 25 mm
  • Nye innovative støbemetoder og konstruktionsopbygninger som ledte til udvidet brug af UNICON A/S mere bæredygtige beton alternativ UNI-GREEN

Netop deklarering af eksponeringsklasser åbnede op forskellige muligheder og løsninger, som ikke før har været anvendt ved en kajudvidelse. Ved at specificere betonen ud fra eksponeringsklasser fremfor de velkendte miljøpåvirkninger kan man nemlig undgå overperformance, hvor betonen er bedre end nødvendig, og derimod få en beton som lige netop er tilpasset og god nok til formålet. Af samme årsag kan man evaluere på kravene fremsat i AAB-Betonbroer, som også var udgangspunktet i dette projekt, for at minimere evt. overperformance og løsne op for mulige CO2-reduktioner.


Kilde: Vejledning til brug af miljøpåvirkninger og eksponeringsklasser udarbejdet af Dansk Beton.

Trods større ændringer i både konstruktionsopbygning og betonsammensætning, så lever alt det leverede beton op til kravene i produktstandarden DS/EN 206 DK NA. Projektet er blot sammensat på en optimeret måde, så det estimerede CO2-aftryk er reduceret med ca. 30%.

Vi i Unicon A/S er stolte over at kunne bidrage til et mere bæredygtigt byggeri, hvilket vi også i fremtiden kommer til at satse stort på. Vi vil derfor gerne indbyde alle vores samarbejdspartnere til en åben dialog tidligt i projektet, så vi sammen på tværs af værdikæden kan finde den mest bæredygtige løsning for lige netop jeres projekt.

Andre projekter

Kontakt os